HVAD LAVER VI
Hvad er psykoterapi?
Der findes mange forskellige synsvinkler på, hvad psykoterapi er, og hvad det er, der virker i psykoterapi. Det vil være umuligt at fremlægge alle disse her, og det er heller ikke vores formål. Vi vil blot forsøge at fremlægge nogle helt overordnede tanker for at give vores brugere en grundlæggende forståelse af, hvad det er vi tilbyder.
Overordnet kan man sige, at al psykologisk udvikling lige fra fødslen sker i relation til andre mennesker. At gå i psykoterapi er at indgå i en nær og betydningsfuld menneskelig relation, som i kraft af psykologens uddannelse og erfaring tilrettelægges således, at der for den unge er så gode udviklingsforhold som muligt.
Psykoterapi betyder egentlig psykisk behandling. Her tænkes på behandling ved hjælp af psykiske midler (dvs. det adskiller sig fra f.eks. medicinsk, fysiologisk, kirurgisk behandling). Læs evt. mere i Esben Hougaard ”Psykoterapi – teori og praksis” (Dansk psykologisk Forlag 1996). At bruge ordet behandling kan lede tankerne hen på et forhold mellem psykologen og den unge, hvor den unge er passiv modtager af psykologens (psykologiske) behandlingsteknikker, på samme måde som i forholdet mellem læge og patient. Sådan ser vi det dog ikke. Når vi på Ungdomsklinikken arbejder psykoterapeutisk med den unge, er der tale om en psykologisk proces, som igangsættes af den unges ønske om at få hjælp, og som udvikles gennem psykologens og den unges fælles arbejde hen imod at finde en løsning på problemerne. Mens psykologen har det overordnede ansvar for, at der sker en psykologisk udvikling hos den unge igennem den terapeutiske samtale, har den unge et ansvar for at være aktiv i denne proces. Der er altså tale om et samarbejde mellem psykologen og den unge – samt den unges familie.
I 2010 udkom en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd lavet af Lajla Knudsen og Vibeke Lehmann Nielsen: ”Effekten af kommunernes forebyggende foranstaltninger for unge”. Selvom datagrundlaget for psykologsamtaler er mindre end for andre foranstaltninger, når forfatterne på side 121 0g 122 frem til følgende konklusion om psykologsamtaler med 14-17 årige:
”Vores undersøgelse viser, at individuelle psykologsamtaler i signifikant større grad end andre forebyggende foranstaltninger har været i stand til at reducere de unges psykiske problemer. Således er der blandt unge, som modtog psykologsamtaler, sket et 21,4 procentpoint større fald i andelen af unge, som er psykisk syge eller har det psykisk dårligt end blandt modtagere af andre forebyggende foranstaltninger i eget miljø. Individuelle psykologsamtaler har ligeledes bedre end andre forebyggende foranstaltninger formået at afhjælpe de unges selvskadende adfærd eller selvmordsovervejelser, de har udtrykt. Her er sket en 17,1 procentpoint større reduktion end blandt unge med andre forebyggende foranstaltninger i eget miljø. Samtaler med psykolog eller lignende har desuden forbedret eller forebygget problemer med de unges fysiske trivsel mere end andre forebyggende foranstaltninger. Andelen af unge med somatisk sygdom eller unge, som har det fysisk dårligt, er her reduceret med 24,6 procentpoint mere eller vokset tilsvarende mindre, end det er tilfældet med andre ikke-anbragte unge med forebyggende foranstaltninger. Her må vi antage, at det er i forhold til psykosomatiske symptomer, at de unge, som har modtaget psykologsamtaler, har ændret sig mere end sammenligningsgruppen. Endelig har samtaler med psykolog eller lignende signifikant reduceret eller forebygget unges konflikter med forældre eller søskende, eller at de forsvinder i dagevis. Alt i alt synes individuelle psykologsamtaler at være den mest effektive forebyggende foranstaltning i forhold til at reducere sin målgruppes problemer blandt de specifikke foranstaltningstyper, hvis relative effekt vi har belyst”.
